Så er årets tomat salsa i hus.
Hvert år laver vi af vores lækre hjemmedyrkede solmodne tomater salsa/tomatsovs til hele det forekommende år.
Det er en fornøjelse og en kærkommen årlig begivenhed at tilberede vores tomater, og når vi så kan nyde denne smukke udsigt, ja så er det ingen sag.
I maj plantede vi ca 150 tomatplanter i køkkenhaven, hvor vi også dyrker vores øvrige grøntsager.
De er nu blevet de lækreste solmodne og flotte tomater. Vi plukker snildt 80 kilo om dagen.
Når vi har plukket til vores forbrug, tilbyder vi de lokale at de må komme og plukke alt hvad de vil.
Den syditalienske tradition.
De første par år vi boede hernede, lavede vi salsa/tomatsovs og pelati/flåede tomater sammen med vores fantastiske venner, Emanuela og Mario. Vi skylder dem stor tak for at lære os en af disse fantastiske syditalienske traditioner.
I august er det en af de ting langt de fleste familier samles om at lave fra tidlig morgenstund.
Kogning
Dette er for at tomat skindet skal briste, så en del af tomaternes vandindhold drænes fra.
Efter at tomaterne har fået et godt opkog, sættes de til afdræning Jo mere de får lov til at dræne, jo bedre og kraftigere bliver salsaen/tomatsovsen.
Så kommer vi til processen hvor tomaterne bliver skilt mellem skind og det reneste tomatsovs.
Tomatsovsen tilsættes salt, hvilket fungere både som konserveringsmiddel og smagsgiver.
Derefter fyldes salsaen på steriliserede flasker (flaskerne genbruger vi år efter år, men altid med et nyt låg).
I hver flaske har vi tilsat friske basilikum blade som smagsgivere, de er naturligvis også er hjemmedyrkede.
Processen afsluttes med at Bagnomaria de fyldte og forhåbentligt godt lukkede flasker. Bagnomaria betyder at bade Maria/henkoge.
Vi synes det er en fantastisk måde at konservere vores hjemmelavede produkter på. Her bruges ikke kunstige konserveringsmidler, men denne antikke måde, som har virket i mange hundrede år.
Vi har prøvet at gemme nogle flasker med salsa fra 2017, og da vi åbnede dem her i 2022, duftede sovsen stadig frisk og smagte godt.
Denne portion gav 70 flasker.
Vi bruger meget til pastasovs, men også til vores hjemmelavede ketchup og ikke mindst til de lækre Pizzaer her på Terrazza Bella Vista (se under Homerestaurant).
Det bedste vi ved når vi åbner en flaske, er at dufte til den og indsnuse den lækre duft at solmodne tomater.