Om Opskriften
Selv efter ni år i Italien er der én ting, vi aldrig ændrer på: vores danske juletraditioner.
Vi har lovet vores børn, at risengrøden den 24. december altid vil være helt, som de kender den – varm, cremet og fuld af barndommens duft.
Forskellen er blot omgivelserne.
Her i Ripabottoni spiser vi grøden udenfor på Terrazza Bella Vista til frokost, mens vinterlyset falder blødt over bjergene. Juleaften står stadig på klassisk flæskesteg, and og hjemmelavet risalamande – her i huset med vores egne amarene sciroppate på toppen og naturligvis en mandel i og mandelgave ved siden af.
Risengrød er måske nordisk i hjertet, men her i Italien har den fået sin egen lille magi.

Ingredienser
• 180 g carnaroli-ris eller andre gode grødris
• 1 liter sødmælk (gerne lidt ekstra, hvis grøden bliver for fast)
• 1 dl vand
• ¼ tsk salt
• Kanelsukker, en generøs smørklat og saft eller juleøl til servering
Fremgangsmåde
Trin 1 – Risene vækkes til live
Gnid bunden af en tykbundet gryde med smør på et stykke køkkenrulle.
Kog vandet op, tilsæt risene, og lad dem lige tage varme, mens du rører rundt.
Trin 2 – Den bløde kogning
Tilsæt mælken og bring grøden i kog under omrøring.
Lad den småkoge i ca. 5 minutter, og sæt derefter gryden i en “høkasse” (se tips).
Trin 3 – Den stille magi
Efter ca. 30 minutter tages gryden op igen.
Varm grøden igennem – tilsæt lidt mere mælk, hvis den virker for fast.
Smag til. Når den er blød, cremet og helt rigtigt, tilsættes saltet.
Hvis du skal bruge en del til risalamande, så husk ingen salt i den portion.
Trin 4 – Servering
Server straks med kanelsukker, en god smørklat og et glas saft eller jule-/nisseøl.
Så bliver det ikke mere dansk – selv under den italienske vinterhimmel.
Tips – vores hyggelige høkassetradition
Da vi boede i Danmark, brugte vi børnenes senge som høkasse.
Gryden blev svøbt i et håndklæde og lagt under en dyne – og børnene elskede at kravle ned i den varme seng bagefter.
I dag bruger vi en moderne haybox, men princippet er det samme:
Grøden brænder ikke på, og den passer sig selv, mens du kan hygge omkring juleforberedelserne.













