Om Opskriften
I vores køkkenhave bugner det i år med tomater i alle farver, former og størrelser – men særligt de små, solmodne, gule datterini (dadeltomater) lyser op som små stykker af den italienske sol. De har en naturlig sødme og en silkeblød konsistens, som gør dem perfekte til en enkel, men fyldig pastasauce.
Denne opskrift er skabt af netop dét, vi elsker her på landet i Molise: friske råvarer fra haven, kombineret med lokale specialiteter som den krydrede salsiccia, god olivenolie, friskrevet parmesan og duften af basilikum. Resultatet er en tallerken, der både er rustik, romantisk og fuld af italiensk sjæl – og samtidig overraskende nem at tilberede.
Perfekt til en hverdagsmiddag med lidt ekstra kærlighed – eller som et lækkert hovedret til gæster, hvor du gerne vil servere noget, der både er autentisk og forførende.
Orecchiette med gul tomatsauce og salsiccia er ikke bare en ret – det er en fortælling om sensommerens overflod, om haven der bugner, og om glæden ved at samle familie og venner om et måltid, der er både enkelt og uforglemmeligt.

Ingredienser
500 g orecchiette (eller anden kort pasta)
300–400 g gule datterini tomater (kan erstattes af røde)
2–300 g salsiccia (rå italiensk pølse)
4–6 spsk mascarpone
Et lille nip safran (kan undlades)
30–50 g friskrevet parmesan – plus lidt ekstra til servering
God olivenolie til stegning
Sort friskkværnet peber
Friske basilikumblade
En anelse sukker
Fremgangsmåde
Trin 1 – Tomaterne
Skyl og tør tomaterne, og skær dem over i halve.
Varm en pande godt op, tilsæt lidt olivenolie og et lille drys sukker. Læg tomaterne på panden med snitfladen nedad, og lad dem karamellisere i et par minutter.
Trin 2 – Salsiccia & sauce
Tilsæt den rå salsiccia, som smuldres i små stykker, og steg til den er gyldenbrun. Kom safran og mascarpone i panden, og lad det hele simre ved meget lav varme, til du får en cremet og aromatisk sauce.
Trin 3 – Pastaen
Kog orecchietten i rigeligt, saltet vand, til den er al dente.
Trin 4 – Samling
Øs den nykogte pasta direkte over i saucen. Hvis den virker for tør, tilsættes lidt af det varme pastavand – det giver saucen den perfekte konsistens.
Trin 5 – Finpudsning
Sluk for varmen, rør den friskrevne parmesan i, og smag til med friskkværnet sort peber.
Trin 6 – Servering
Anret i portionsskåle eller dybe tallerkener. Pynt med friske basilikumblade, lidt ekstra parmesan og evt. et strejf af friskkværnet peber. Server straks – og nyd, hvordan det søde, krydrede og cremede spiller sammen.
Tips
• Hæld aldrig pastavandet ud, før pastaen er spist – det er en ægte italiensk hemmelighed til at give enhver sauce den perfekte balance.
• Retten er også lækker med røde datterini – men de gule giver et strejf af sommerens sol i både smag og farve.
